Samarbejde med familien, der har et barn med kræft
Familier, der er i et børnekræftforløb, har brug for, at deres børn – både det syge barn og eventuelle søskende – får ekstra støtte og opbakning i skolen. I kan gøre det lettere ved at række ud og lægge op til et tæt og tillidsbaseret samarbejde med hjemmet.
Indled samarbejdet med det samme
Når I på skolen får besked om, at et barn har kræft – eller et barns søskende har fået kræft – er en af jeres vigtigste opgaver at kontakte familien. Nænsomt og omsorgsfuldt.
Her er nøglen til de næste mange års samarbejde, der lægger fundamentet for, at I sammen som skole og hjem kan navigere i et forløb med mange nye opgaver.
Fem spørgsmål, der kan guide samarbejdet
Brug punkterne herunder til at tale sammen i teamet og gerne med ledelsen. De fem refleksioner er ikke en udtømmende tjekliste, men et oplæg til inspiration.
Tal om det, der er relevant for jer og for det barn og den familie, som I samarbejder med.
Hav øje for familier med ekstra behov
Der er en række forskellige forhold, som kan have betydning for familiens situation. Ofte har behandlingsforløbet noget at sige for familiens behov for støtte. Det kan afhænge af den specifikke kræftdiagnose- og prognose, behandlingsforløbets længde og antallet og længden af indlæggelser.
Herudover kan andre forhold hos familien kalde på et ekstra behov for støtte.
Det kan være hos familier som:
- Oplever andre livskriser eller belastninger samtidig med børnekræftforløbet – for eksempel skilsmisse eller anden sygdom
- Har begrænsede ressourcer til rådighed – for eksempel et spinkelt netværk
- Har svært ved at række ud efter hjælp
De forskellige forhold er pejlemærker, som I som skole kan navigere efter og i perioder kan intensivere støtten til familiens børn ud fra. Det er vigtigt at understrege, at forholdene er dynamiske og derfor kan ændre sig i løbet af et sygdomsforløb. Netop derfor er jævnlig dialog vigtig.