Samarbejde med familien, der har et barn med kræft

Familier, der er i et børnekræftforløb, har brug for, at deres børn – både det syge barn og eventuelle søskende – får ekstra støtte og opbakning i skolen. I kan gøre det lettere ved at række ud og lægge op til et tæt og tillidsbaseret samarbejde med hjemmet.

Indled samarbejdet med det samme

Når I på skolen får besked om, at et barn har kræft – eller et barns søskende har fået kræft – er en af jeres vigtigste opgaver at kontakte familien. Nænsomt og omsorgsfuldt.

Her er nøglen til de næste mange års samarbejde, der lægger fundamentet for, at I sammen som skole og hjem kan navigere i et forløb med mange nye opgaver.

Fem spørgsmål, der kan guide samarbejdet

Brug punkterne herunder til at tale sammen i teamet og gerne med ledelsen. De fem refleksioner er ikke en udtømmende tjekliste, men et oplæg til inspiration.

Tal om det, der er relevant for jer og for det barn og den familie, som I samarbejder med.

Hvordan kan vi samarbejde både formelt og uformelt?

Skole-hjem-samarbejde indeholder både systematisk planlagte møder, samtaler og beskeder – og mindre uformelle tiltag i hverdagen. Samarbejde er nemlig også de små øjeblikke i hverdagen, hvor du ser og viser forståelse for familiens børn på skolen. Den uformelle hjælp er også betydningsfuld for familien.

Overvej, hvordan I kan samarbejde med familien på forskellige måder, som også er overkommelig for jeres hverdag.

1/5

Hvordan kan vi være tydelige og åbne?

Vi hører fra mange børnekræftfamilier, at det er en lettelse, når skolen tager ansvar og initiativ og er tydelige. Tydelige om, hvad I kan tilbyde og tydelige om, hvorfor I har brug for en tæt dialog med familien.

Overvej, hvordan I kan give konkrete forslag, formuleret enkelt og omsorgsfuldt, samtidig med at I viser familien, at de kan sige til og fra.

2/5

Hvordan kan vi have øje for flere perspektiver?

Både skolens og hjemmets perspektiver er vigtige. Vær undersøgende over for, hvad der er på spil for netop den familie, I møder.

Et barn i behandling kan måske give alt, hvad det har i skolen og falde sammen derhjemme, hvilket gør, at I som skole og hjem har forskellige perspektiver på barnets trivsel eller kapacitet. Vær nysgerrig og åben over for familiens oplevelse – også når den adskiller sig fra jeres.

Overvej, hvordan I på forskellige måder kan vise familien, at I vil det bedste for deres barn.

3/5

Hvordan får vi inddraget barnets perspektiv?

Barnet er en vigtig del af samarbejdet. Ikke kun via samtaler, men også ved at inddrage jeres blik på barnet i hverdagen – eller forsøge at se situationen fra barnets perspektiv.

Overvej, hvordan I – sammen med forældrene – kan inddrage barnets perspektiv tilpasset alder og situation.

4/5

Hvordan kan vi tilpasse samarbejdet over tid?

Børnekræftforløb kan strække sig over lang tid med både op- og nedture. Det kan være slidsomt for både jer og for familien.

Derudover kan familiens behov ændre sig mange gange undervejs. Det kræver tålmodighed – og at I på skolen bruger hinanden til sparring og støtte.

Overvej, hvordan I kan justere samarbejdet undervejs – også efter behandlingen er afsluttet. Mange børn lever med senfølger efter behandling, som kan kræve fortsat støtte.

5/5

Hav øje for familier med ekstra behov

Der er en række forskellige forhold, som kan have betydning for familiens situation. Ofte har behandlingsforløbet noget at sige for familiens behov for støtte. Det kan afhænge af den specifikke kræftdiagnose- og prognose, behandlingsforløbets længde og antallet og længden af indlæggelser.

Herudover kan andre forhold hos familien kalde på et ekstra behov for støtte.

Det kan være hos familier som:

Oplever andre livskriser eller belastninger samtidig med børnekræftforløbet – for eksempel skilsmisse eller anden sygdom
Har begrænsede ressourcer til rådighed – for eksempel et spinkelt netværk
Har svært ved at række ud efter hjælp

De forskellige forhold er pejlemærker, som I som skole kan navigere efter og i perioder kan intensivere støtten til familiens børn ud fra. Det er vigtigt at understrege, at forholdene er dynamiske og derfor kan ændre sig i løbet af et sygdomsforløb. Netop derfor er jævnlig dialog vigtig.